Oversigt

Hvad kan moderne høreapparater?

Nutidens høreapparater er små og diskrete, men på trods af deres størrelse, har de en imponerende ydeevne og er fyldt med fantastisk teknologi, der gør livet og hverdagen med en hørenedsættelse meget nemmere.

For eksempel fås moderne høreapparater som genopladelige modeller, så du slipper for besværet med de små engangsbatterier. Derudover har de smarte funktioner, som for eksempel trådløs opkobling til smartphone, tablet og tv via Bluetooth, så du kan få lyden fra dine digitale enheder direkte i dine høreapparater.

Genopladelige høreapparater

Høreapparater gør på mange måder livet lettere. Men det kan godt være irriterende hele tiden at skulle skifte batterier og at skulle medbringe reservebatterier på længere rejser. Den nyeste generation af høreapparater har genopladelige batterier, og derfor hører den slags bekymringer fortiden til. Når de genopladelige batterier først er opladet, har de strøm til op til 24 timers uforstyrret hørenydelse. Takket være den nye teknologi har de genopladelige litium-ion-batterier også 40 procent længere levetid end de tidligere modeller.

Og med opladeren kan du oplade dit høreapparat lige så nemt som din mobiltelefon. Ved nogle modeller kan man endda anvende opladeren til samtidig at tørre høreapparatet samt som beskyttende hardcase-etui. Hvis du engang skulle glemme at oplade dit høreapparat, er det ikke noget problem takket være korte ladetider og mobile opladere.

En anden fordel ved høreapparater med genopladelige batterier er, at det fremover ikke længere er nødvendigt at bortskaffe batterier, hvilket genererer en betydelig mængde affald. En person, som bærer høreapparat på begge ører, ville afhængigt af brug forbruge cirka 500 zink-luft-batterier på 5 år. Høreapparater med genopladelige batterier er altså ikke kun nemmere at bruge, men også betydeligt mere miljøvenlige.

Digitale og trådløse forbindelser

Efterhånden spiller digitaliseringen også en vigtig rolle ved moderne høreapparater. Dermed kan moderne høreapparater sluttes trådløst til din smartphone eller smartwatch via Bluetooth. Når høreapparatet er sluttet til mobiltelefonen, kan man med Android, iOS eller et andet operativsystem nemt og bekvemt foretage telefonopkald via høreapparatet.

Ofte kan man også styre høreapparatet via den tilhørende app på smartphonen. Ved hjælp af den såkaldte intelligente fjernbetjening kan de enkelte høreprogrammer tilpasses trådløst til lydkulissen, og høreapparatets lydstyrke kan indstilles separat for begge ører. Dermed kan man for eksempel undertrykke pludren i godt besøgte restauranter sådan, at man kan koncentrere sig om sin samtalepartner. Baggrundsstøj, som for eksempel trafikstøj, kan dæmpes, og naturlyde, som for eksempel fuglekvidder, kan forstærkes. Nogle apps eller høreapparater kan selvstændigt registrere det akustiske miljø og tilpasser sig automatisk.

Der findes også apps med praktiske tips og vejledninger til håndteringen og vedligeholdelsen af dine høreapparater samt passende apps til tinnitus-berørte, som indeholder et individuelt lydbibliotek til lindring af tinnitus.

Nogle modeller kan også sluttes trådløst til tv- eller lydudstyr. Dermed forvandles høreapparater til trådløse hovedtelefoner, der leder lyden direkte ind i øret sådan, at du kan nyde den i sin fulde styrke.

Høreapparater i titanium

Der findes høreapparater, som er fremstillet af medicinsk titanium. Dette gør, at høreapparaterne er robuste, lette og modstandsdygtige. Høreapparatet scorer ikke kun point på sin kompakte størrelse, men sidder også perfekt i øregangen takket være skræddersyet tilpasning. Det er diskret, og så er det vand- og støvresistent. Desuden tilpasser titanium-høreapparatet sig, takket være den nyeste teknologi, automatisk til baggrundsstøjen uden behov for manuel indstilling.

Hearables og wearables

Man har i længere tid kunnet få såkaldte wearables – altså små, bærbare, intelligente apparater – på markedet. Hertil hører også blandt andet smartwatches eller fitnessarmbånd. Disse wearables fås nu også til ørerne: Hearables. Det er intelligente hovedtelefoner, som for eksempel har en trådløs forbindelse til smartphonen samt sensorer til medicinsk overvågning og til activity-trackers. Disse wearables og hearables henvender sig primært til personer med intakt hørelse, hvorfor man heller ikke kan sætte lighedstegn mellem hearables og høreapparater.

Hearables anvendes primært til at filtrere lyde fra hos normalthørende personer, som de ikke ønsker at høre, mens høreapparater skaber en bedre allround-høreoplevelse for personer med hørenedsættelse. Derfor er hearables særligt interessante som livsstilsprodukter, som overfører musik, telefonsamtaler og andre digitale signaler direkte til ørerne.

Hvordan fungerer fremtidens høreapparater?

Til trods for store teknologiske fremskridt er høreapparater ikke i stand til at erstatte den menneskelige hørelse fuldstændigt. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er 466 millioner mennesker på verdensplan afhængige af teknisk hørehjælp. Der forskes og videreudvikles løbende for at give alle disse mennesker en bedre hørelse, og der findes nu en række forskellige ideer om, hvordan høreapparater i fremtiden vil fungere og styres.

Tankestyring

Muligvis er det i en ikke alt for fjern fremtid muligt at styre høreapparater med tankens kraft. Forskerne ønsker at udvikle høreapparater, som tilpasser sig dynamisk til brugerens vilje og hensigter. Så hvis du står mellem to samtalegrupper og kun ønsker at lytte til den ene, registrerer høreapparatet, hvad du gerne vil høre, og overfører så kun den ønskede samtale.*

Styring via synsretning

Moderne modeller skal via hoved- eller øjenbevægelser kunne forudse høreapparatbrugerens samtalehensigt. Dermed kan du en skønne dag bruge øjnene til at styre, hvornår eller hvad du ønsker at høre.**

Genoplivede celler i det indre øre

Forskere på Harvard University og University of South California har fundet en måde, hvorpå man, i hvert fald i dyreforsøg, har kunnet genoplive celler dybt nede i det indre øre. Det afgørende fremskridt i forhold til tidligere forsøg er, at de har fundet en måde at administrere medikamenter, som gendanner ødelagte nerver og celler, lige netop der, hvor de skal virke.
Fremtiden lyder spændende, synes du ikke? Selv om der nok går lidt tid, før de nævnte teknologier kommer på markedet, holder vi dig løbende opdateret om alle nyhederne inden for høreapparatteknologien.

Indtil da kan du selvfølgelig fortsat finde yderligere oplysninger om de bedste høreapparater fra førende producenter og vælge det passende høreapparat. Og hvis du har brug for et nyt høreapparat, kan du bestille tid i et af vores mange hørecentre.

*Det tekniske og økonomiske universitet i Saarland
**Forskningscenteret Hearing4All, Oldenburg Universitet