Sådan hører mennesker

Området foran trommehinden, det vil sige ørebrusken og den ydre øregang, danner tilsammen det ydre øre. Det er her, lydbølgerne ankommer først, hvorefter de ledes ind i øret via øresneglen, som gennem en tragt.

Den ydre øregang er opbygget således, at den ankommende, vibrerende luft forstærkes som i et resonanslegeme. Hele ørets udvendige opbygning forhindrer samtidig, at vind og ekstra luftbevægelser forårsager en kraftig susen, og sørger således for, at vi hører bedre.

Området bag trommehinden er mellemøret. Selve trommehinden er en tynd membran, som rammes af lyd. De fine svingninger overføres herfra til tre bittesmå øreknogler: Hammer, ambolt og stigbøjle – menneskekroppens mindste knogler.

Takket være deres særlige placering kan svingninger på dette sted forstærkes 20 gange, hvilket sikrer en god overførsel til det indre øre. Fra mellemøret går det eustakiske rør (også kendt som øretrompeten) ind i næsesvælgrummet. Det eustakiske rør ventilerer mellemøret og sørger for trykudligningen.

Der, hvor stigbøjlen rammer den næste membran, det ”ovale vindue“, starter det indre øre. I det indre øre findes både ligevægtsorganet og øresneglen, den såkaldte cochlea. På størrelse med en ært minder øresneglen faktisk om et sneglehus. I den findes tre buegange, som er fyldt med en væske. Via en af buegangene ledes impulserne, som er overført til væsken, videre til spidsen og derfra tilbage via en anden buegang.

Buegangen i midten er udstyret med det egentlige høreorgan, det Cortiske organ. Høreorganets bund er dækket af tusinder af fine hår – hårcellerne. Alt efter frekvens ændres bølgebevægelsen i de væskefyldte buegange.

Hårcellerne stimuleres kun, hvor udslaget er særligt stort. Jo dybere tonerne er, jo længere bag i øresneglen bevæges de små hår, hvorimod høje toner stimulerer hårcellerne helt i starten af øresneglen. Slitage af de bittesmå hår er en af hovedårsagerne bag aldersbetinget høretab.

Når lyden er nået frem til det indre øre, betyder den stadig ikke noget. Når den overføres til hørenerven, bliver lydbølgerne til elektriske signaler, som først rammer hjernestammen. Sansepåvirkningen sendes ind i de områder i hjernen, som står for den følelsesmæssige vurdering.

Således tillægges lydene en betydning og forbindes til sidst med eksisterende mønstre i hjernebarken. På den måde forstår mennesker sprog, genkender en vens stemme eller kan vurdere, om en situation er farlig.

Det vil sige: Vi kan kun høre, hvis videresendelsen gennem de enkelte stationer fungerer upåklageligt, og der i sidste ende er sket en tolkning af lyden som en alarm, behagelig musik eller en forståelig sætning.